Vejen skal være farbar, før bilen kan køre, og man kan betragte stregkoder på både produkter og forsendelser som vejen. Når stregkoderne sidder, som de skal, og indeholder den rigtige information, kører varemodtagelse og scanning ved kassen hurtigt. Med andre ord skal det helt basale være i orden, før varerne kan nå hylderne i butikken og glide smertefrit gennem udgangskasserne: Stregkoderne skal sidde korrekt, og de skal være lette at scanne.
For at stregkoden har størst mulighed for at kunne scannes, er der tre parametre, der skal opfyldes: Størrelse, placering og kvalitet, dvs. print og farve. GS1-standarden angiver dimensionerne på stregkoder og tager udgangspunkt i en normalstørrelse, som betegnes ved størrelsesfaktor 100%. Stregkodernes minimumstørrelse skal derfor være 80% og maksimum 200%.
Produktets krumning bestemmer, om stregkoden skal placeres som stige eller stakit. Hvis print og krumning tillader det, anbefaler vi, at stregkoden placeres som stakit. På runde eller meget små produkter med en diameter på under 5 cm skal stregkoden dog placeres på højkant som stige. På den måde er hele stregkoden nemlig synlig for scanneren, og risikoen for fejlscanning minimeres.
Det er vigtigt, at stregkoden er printet i høj kvalitet på et materiale, der er printfast, hvor blækket ikke smitter af. Stregerne skal være klare og lige på lys baggrund, uden blækspredning og huller. Vi anbefaler, at printeren løbende vedligeholdes, da der kan opstå uskarpe stregkoder, hvis printeren ikke renses regelmæssigt.
Stregkoden skal altid have mørke streger og en ensfarvet lys baggrund, scanneren er nemlig afhængig af, at der er tydelig kontrast mellem mørke og lyse streger i stregkoden. Sorte stregkoder på hvid baggrund er det nemmeste for scanneren at registrere, men også andre farvekombinationer kan fungere, men husk: Ingen røde streger.
Det tomme område omkring stregkoden kaldes lyszonen: Baggrunden er ligeså vigtig som stregerne, og stregkoden skal være omgivet af et område uden tegn eller andre farver – det hjælper nemlig scanneren til at se stregkoden.
Læs mere her.
Se flere nyheder