Introduktion til GS1Trade Packaging

Introduktion

Når du logger ind i systemet, lander du på Dashboard-siden, hvor du får et overblik over de komponenter, enheder og produkter, som du arbejder med i platformen.

I platformen er produkter og deres emballager umiddelbart adskilt fra hinanden for at sikre fleksibilitet. Bruges den samme emballage på tværs af flere produkter, har man altså mulighed for blot at vedligeholde denne data ét enkelt sted.

Opret produkt

Et produkt svarer til det fysiske produkt, der skal på markedet.

Gå til fanen Produkter, hvor du både opretter og vedligeholder alle dine produkter.

I denne vejledning tager vi udgangspunkt i et syltetøjsprodukt som eksempel.

Angiv:

  • Varemærke
  • Beskrivelse af produktet
  • Produkt ID
  • Nettoindhold.

Som en GS1 organisation, er det vores anbefaling at identificere produkter med GTIN’et. Det er valgfrit at angive men dog essentielt, såfremt du vil dele dine data med andre Trade Packaging brugere.

Når syltetøjsproduktet er oprettet, kan du på produktsiden ikke se datafelter vedrørende emballagen.

Datafelterne på denne side er kun tilknyttet det, der er inde i emballagen, altså selve produktet.

Opret emballagen

Gå til fanen Emballagestamdata for at tilføje emballagedata.

I dette eksempel består vores syltetøjsproduktet af en emballage med tre komponenter: et låg, en label og selve krukken.

De oprettes som komponenter i platformen.

Låget

  • Giv komponenten et meningsfyldt navn, så du senere kan identificere komponenten. Skriv eventuelt materialetypen og vægten ind i navnet.
  • Vælg elementtype, en materialetype og angiv vægten.

Krukken

  • Giv komponenten et meningsfyldt navn
  • Vælg element type (ex en krukke) og materialetypen (ex glas) og angiv vægten på krukken.

Labelen

I dette eksempel fremhæver vores label en ny funktion i GS1Trade Packaging - hvorvidt komponenten er lavet af et monomateriale eller et kompositmateriale (sammensat af flere materialelag).

Ved kompositmateriale skal de forskellige lag udspecificeres.

  • Øverst angives vægten af hele labelen.
  • Dernæst skal de forskellige lag udspecificeres - i eksemplet er labelen lavet af papir, som vejer ét gram samt en plast coating af LDPE, der også vejer ét gram.

Integreret komponent

Emballager kan bestå af både en hovedkomponent, integrerede komponenter og særskilte komponenter.

I dette eksempel er labelen også en såkaldt integreret komponent.

En integreret komponent er per definition en emballagekomponent, der ikke er designet til at blive separeret fra hovedkomponenten i forbindelse med affaldssortering eller transport.

Det er vigtigt at forbinde hovedkomponenter og integrerede komponenter før emballageenheder sammensættes – men særligt også før vi miljøgraduerer vores komponenter. Emballager med integrerede komponenter skal miljøgradueres samlet ifølge bekendtgørelsen fra Miljøstyrelsen.

  • Gå til hovedkomponenten – syltetøjsglasset
  • Under fanen 'Integrerede komponenter' klik på Redigér detaljer
  • Vælg den integrerede komponent fra listen til højre og træk den over i det tomme felt
  • Ved feltet 'Sammensat' vælges fra dropdown listen, hvordan den integrerede komponent er sat på hovedkomponenten.
  • Klik Gem.

Syltetøjsglasset og labelen er nu kædet sammen i systemet.

Dernæst skal komponenterne syltetøjsglas og låg sammensættes i en emballageenhed.

  • Under fanen 'Emballagestamdata' klik Opret ny og opret ny enhed.
  • Giv enheden et meningsfuldt navn – i dette eksempel er det et syltetøjsprodukt.
  • Angiv hvilken type enhed der er tale om - i dette eksempel er det en krukke.
  • Træk komponenterne fra listen i højre side over i den samlede enhed.
  • Når komponenterne trækkes over én efter én, angiver systemet automatisk, at der er ét stykke / antal af den valgte komponent.

Hvis man har at gøre med en emballage, for eksempel en multipack, hvor der er flere end én komponent, kan antallet rettes til her. Men i dette eksempel er der dog kun én komponent.

Gå tilbage til fanen emballagestamdata for at få overblikket over alle de komponenter og enheder, der er oprettet. Når man klikker på enheden ses alle komponenterne til syltetøjsproduktet, der er oprettet under enheden.

Link produkter og emballager

Så er der oprettet emballager og produkter i systemet.

Der er mulighed for at oprette en association mellem de to, hvilket ikke er nødvendigt men en mulighed.

Emballage der ikke er hængt op på et produkt i platformen kan godt eksistere i platformen uden association.

  • Gå til fanen ’Produkter’.
  • Klik ind på det givne produkt. Første side du præsenteres for er ’Tilknyttet emballage’.
  • Klik på ’Link til emballageenhed’. Den ønskede enhed fremsøges og vælges.

I dette eksempel er der oprettet tre syltetøjsglas basisprodukter (jordbær-, hindbær- og appelsinsyltetøj) men kun én emballageenhed. Dette skyldes, at der i dette eksempel bruges samme emballage til de tre produkter, hvorfor denne kan tilknyttes alle tre.

Forbedres emballagen, og der er behov for at vedligeholde data, skal dette altså kun gøres ét sted på tværs af de linkede produkter.

Opret emballagesystemer

Hvis du ved, at du eksempelvis altid sælger dit (i dette tilfælde) syltetøj i kolli, kan du oprette komponenterne og enheden for dette.

Basisenheder og kolli eksisterer først adskilt i systemet, men det er muligt at sammensætte eller skabe en relation mellem enhederne.

  • Gå til fanen 'Emballagesystemer'.
  • Opret (eksempelvis) 'Syltetøj, flere varianter'.
  • Træk de allerede oprettede enheder fra listen til højre ind i systemet som primær, sekundær eller tertiær emballage.
  • Angiv hvor mange eksempelvis paller, kolli og basisenheder, der indgår i systemet.

Virksomheder opererer forskelligt. Der er blandt andet forskel på, hvordan man opgør eller har sine tilgængeliggjorte mængder. Nogle virksomheder ved præcis, hvor mange paller, der er sendt ud. Andre brugerantal solgte basisprodukter, og så er der nogle, der opgør på kolli-niveau.

Ved at sammensætte emballagerne i disse emballagesystemer og angive antallet af enheder, kan du præcis regne ud, hvor meget emballage der sættes på markedet på tværs af den primære, sekundære og tertiære emballage.

Udfør miljøgraduering for emballagekomponenter

GS1Trade Packaging gør det muligt at miljøgraduere emballagen, hvilket gøres på komponent-niveau.

  • I dette eksempel er glasset hovedkomponenten, da det er den komponent, der vejer mest.
  • Glasset har labelen som et integreret komponent – hvilket vil sige, at de miljøgradueres samlet.
  • Og låget er et særskiltkomponent, der miljøgradueres for sig.

Udfør miljøgradueringen

  • Start med hovedkomponenten.
  • Angiv den overordnede materialekategori (i dette eksempel ’Glas’)
  • Efter angivelse af materialekategori vil der fremgå en række designkriterier, der skal udfyldes - Klik Rediger.
  • Følgende formular er baseret på designkrav fra bekendtgørelsen fra Miljøstyrelsen, og der skal indikeres efter værdierne lav, medium og høj.

OBS: Såfremt du ikke er bekendt med de nærmere detaljer om materialet, skal du henvende dig ved din emballageproducent.

  • Alle designkriterier udfyldes. Klik Gem.

Under hver materialekategori opdeles emballagen i en række niveauer efter emballageaffaldets miljøbelastning og komponenten placeres på et samlet niveau: Lav, medium eller høj.

Processen gentages for hver komponent i enheden, hvorefter miljøgradueringen beregnes af komponenterne i produktet.

Praktisk information

Under visningen af dine komponenter er der mulighed for at gøre elementer inaktive eller aktive. Dette kan eksempelvis være, fordi du ikke længere bruger en given emballage, men har behov for at kunne dokumentere historikken (en funktion, der er en del af lovgivningen).

Af samme grund bliver alt også logget i systemet.

Som bruger kan du på nuværende tidspunkt se 'dato' og 'bruger' gældende for både oprettelse og seneste redigering.

Ønsker du at downloade vejledningen?

arrow-right-circle
Hent den her

Har du stadig brug for hjælp? Så tag fat i GS1 Denmarks support team. Vi står altid klar til at hjælpe.