Mød Eva - Sales and Member Relations Consultant


Hvem er jeg?

Jeg hedder Eva og er uddannet markedsføringsøkonom. Mit GS1-eventyr startede for ganske nyligt, da jeg 1. februar 2020 landede i rollen som Sales and Member Relations Consultant.
Tidligere har jeg arbejdet med spacemanagement og forretningsoptimering i detailhandlen, så jeg ved hvor irriterende det kan være, hvis den data man arbejder med ikke fungerer.

Hvordan ser min hverdag ud?

Min vigtigste opgave er at udbrede vores forskellige services, hvilket betyder, at jeg skal navigere i de forskellige systemer og standarder vi arbejder med.
Det er vigtigt at jeg er klædt ordentligt på til at hjælpe vores eksisterende og potentielle nye medlemmer med at få forståelse for vigtigheden af korrekt, kvalitetssikret data - og hvilken forskel vores services kan gøre for dem i deres hverdag.

Mine arbejdsdage og opgaver varierer meget; den ene dag kan jeg sidde med hovedet begravet i et excel-ark og den næste kan jeg bruge det meste af dagen på at holde møder, eller tale i telefon med vores medlemmer.

Lige nu bruger jeg størstedelen af min tid på at arbejde med GS1Trade Sync, der er vores værktøj til udveksling af varestamdata. Jeg er i gang med et stort projekt med et af vores medlemmer, som skal sikre kvaliteten af den stamdata de modtager fra deres leverandører – her er min primære rolle at være den direkte kontakt til leverandørerne og sørge for at processen bliver så gnidningsfri som muligt.

 

GS1’s forunderlige verden

Før jeg startede i GS1 havde jeg ingen anelse om, hvor stor indflydelse standarder har på vores hverdag – f.eks. vidste jeg ikke at der fandtes flere forskellige slags stregkoder, og at 2D stregkoder potentielt set kan være med til at løse madspildsproblematikken.

 

Jeg bliver klogere hver dag og jeg har heldigvis mange gode kollegaer, der introducerer mig til mere af GS1’s forunderlige verden, som på mange måder kan hjælpe virksomheder, meget mere end man måske først tror.